-
Det er vigtigt, at du er udhvilet og mentalt klar til at få en tatovering. Uanset om det er din første eller én blandt mange, så reagerer kroppen og sindet stærkere, hvis du er udmattet, syg, stresset, har lavt blodsukker eller er generelt overvældet.
Sørg derfor for at få en god nats søvn, spis et solidt måltid ca. 1 time før vores aftale, og drik rigeligt med vand. Undgå at drikke alkohol 24 timer før og efter og vær opmærksom på, at visse typer af smertestillende medicin kan virke blodfortyndende. Tag gerne noget behageligt tøj på, der kan tåle et blækstænk eller to, og som gør det område du skal tatoveres på nemt tilgængeligt.
Du må ikke være gravid eller amme, når du skal tatoveres.
Er du bruger af blodfortyndende medicin af andre årsager, så kontakt mig og evt. også din egen læge for at høre om mulighederne for at holde et par dages pause.
-
Det er meget individuelt, hvordan man oplever det at få en tatovering. Smerten varierer alt efter hvor på kroppen det foregår, og hvordan man har det på dagen, både fysisk og mentalt.
Det er ikke en udholdenhedskonkurrence. Vi er der til at guide dig og hjælpe dig med at trække vejret, hele vejen. Men husk, at vi altid kan tage små pauser undervejs. Kommunikationen mellem dig og tatovøren er essentiel, så sig til, hvis du har brug for hjælp til at slappe bedre af, eller hvis du bare har brug for en pause.
De eneste pauser vi gerne vil frabede os i SORT BLAEK, er rygepauser. Dog er du meget velkommen til at vape, bruge nikotintyggegummi eller snus. Rygepauser forstyrrer både flowet, smerteniveauet og koncentrationen, og vi oplever desværre, at det gør det langt sværere for både kroppen (og dig) at falde ind i en god rytme efterfølgende. Vi ved godt, at det kan være svært, men både du og din tatovering får mest ud af forløbet uden de afbrydelser
-
Når vi er færdige, bliver din tatovering dækket med Second Skin (et tyndt plaster-lignende beskyttelseslag). Det beskytter mod bakterier og gnidning fra tøj og giver samtidig din hud ro til at lukke sig. Den “kunstige hud” skal sidde på din nye tatovering i 4-7 dage. Plastret er transparant, så du nemt kan holde øje med helingen. Vådheling, som det også hedder, er den mest effektive heling til overfladiske traumer på huden (du kender det måske fra vabel- eller brandsårsplastre). Du kan sagtens gå i bad med plastret på. Dog er karbad og sauna udelukket den første tid efter
Hold dig gerne lidt i ro de første 24 timer efter. Hvis du elsker at træn eller bare generelt er meget glad for aktivitet og bevægelse, skal du væbne dig med lidt tålmodighed. Det første døgn efter må du helst ikke presse dig selv, eller din hud, for meget.
Vi skal nok guide dig til hvordan du skal pleje din tatovering, så du får det bedste resultat og den mest effektive heling. Men husk, at det udelukkende er dit eget ansvar at følge instruktionerne efterfølgende. Opstår der problemer under helingen, skal du kontakte os (og evt. din egen læge) med det samme på sortblaek@gmail.com. Skriv “akut” i emnefeltet, så ser vi din mail indenfor få timer.
Når du har taget plastret af, skal du undgå at klø direkte på tatoveringen. Hvis du kradser/klør på din nye tatoveringen, kan du irritere helingsprocessen. Det betyder ikke, at den ikke kan klø helt forfærdeligt en gang imellem. Du kan med fordel lægge noget kølende på området, og så vil kløen aftage.
Du skal smøre tatoveringen 1-2 gange dagligt med en fed creme. Vi anbefaler altid Pantothenolsalve fra apoteket, men har du en fed creme du er særligt glad for (uden parfume og ikke-økologisk), så kan du også bruge den.
De første to uger er den tid, hvor din tatovering heler mest intensivt. Her er nogle grundlæggende ting gode at huske:
Undgå direkte sollys. UV er skadeligt for både helingen og pigmentet i tatoveringsfarven. UV kan forårsage farveændringer og/eller for tidlig udtørring af tatoveringen. Vi har forskellige løsninger til beskytte dine nye (og dine gamle) tatoveringer mod UV, så tal med os om det, hvis du nu skal på en solferie kort tid efter. Man kan sagtens tage sydpå med en ny tatovering, der er bare visse forholdsregler man skal være opmærksom på.
Undgå at bade i hav, pool etc. Du skal forestille dig, at din tatovering er som en lille hudafskrabning, der skal hele uden at efterlade et ar. Hvis du udsætter den for at blive “lagt i blød”, vil overfladen ikke hele i det langsommelige tempo den har brug for, for både at indkapsle pigmentet og danne en ny membran der beskytter mod infektion. Din hud vil altså være mere sårbar, sart og modtagelig overfor UV, generel irritation og infektion, hvis du “opløser” helingsprocessen under vand.
Når din tatovering er helet, er det stadig vigtigt at passe på den for at bevare farven og holde stregerne skarpe. Vi anbefaler derfor, at du altid bruger solbeskyttelse (mindst SPF 30) på dine tatoveringer. Direkte og kraftig UV kan skade farvens pigmenter, så du kan opleve farveændringer og for tidlig aldring af tatoveringen. Du kan måske genkalde billeder af gamle sømandstatoveringer, hvor de fremstår fortykkede, grønne eller blå. UV gør intet godt for hverken vores hud eller vores tatoveringer, men tal med os om hvilke ”UV-løsninger” vi kan foreslå, hvis du er en ægte vandhund og/eller solbader. Det ene behøver ikke at udelukke det andet.